Ja, bloggen har været meget stille i år. Nye vilkår på mit arbejde, har trukket tænder ud hele året og når man også gerne vil løbe og træne hundene, er der noget der må nedprioriteres. Men nu er sæsonen næsten over, aftener ikke længere lyse og lidt skriveri kan tage sin plads.

Hvalpene har taget meget af vores tid og selvom det nok er godt givet ud med mange billeder, blog indlæg osv. har vi foretrukket tiden sammen med dem i stedet for. De har været med mig til agilitystævner og lydighedsprøver, er blev præsenteret for masser af mennesker, ting og steder. Det havde egentlig ikke været med i planerne at beholde en af dem, men da faderen ikke kommer til at lave flere hvalpe og fordi jeg var så begejstret for dem, besluttede vi, at en skulle blive.

Der er ret mange af os, der altid har de samme problemer/styrker uanset hvilken hund vi har. Jeg synes selv, jeg er ret god til at spotte den gode hvalp i et kuld – også den knap så gode, men denne gang ville jeg vælge noget andet. Fælles for stort set alle mine hund er, at de er altid mere begejstret for at komme hen til mig, end de er for at løbe væk fra mig. Det straffes hårdt i eliten, hvor hunden helst skal løbe lige hurtigt begge veje – så denne gang kiggede jeg efter nogle andre egenskaber hos hvalpen – og det har været ret svært. For hvad hvis man valgte noget helt forkert? Og når man ikke helt ved, hvad man skal lede efter, hvordan ved man, når man har fundet det?
Heldigvis for mig, havde jeg ikke så mange købere skrevet op – jo til hanner, som der kun kom en af. Det gav lidt mere spillerum for mig, men gjorde beslutningen absolut ikke lettere at træffe. Jeg ved stadig ikke om jeg truffet den rigtige og da vi stadig har den anden hvalp tilbage, er beslutningen nok ikke endeligt taget. Emily og jeg er gået i gang med at træne begge hvalpe. Hun træner agility (tunnel og løbe mellem vingerne) og jeg er gået i gang med ‘touch’ og stillingsskift. Begge rykker fremad, begge har sine styrker – så hvilken er den rigtige hvalp for os?

Hver gang nogen henvender sig på Weirdo, der faktisk hedder Frantic, er det med ambivalens fra min side. Øv hvis hun skal af sted og viser sig til at være den bedste, skønt hvis jeg kun skulle koncentrere mig på en. Men to hvalpe på en gang…?

Men hvordan kan man vælge mellem disse to ansigter?


Ovenpå hvalpe lykkedes det mig at vinde eliteklassen i Viby. Rocket havde faktisk været halt efter prøven i Varde i august. Jeg havde holdt ham i ro og i snor i tre uger, men efter bare en gangs træning, var han halt igen. Han måtte i snor og i ro igen og da den vigtigste hund i Viby var Phoenix i klasse 3, tog vi eliten på rutinen. Ud over han ikke var begejstret for at aflevere apporterne (!), gik han et fint program, som også betød at vi fik reservepladsen til NM i november.

Rocket var atter halt igen dagen efter, så han fik nogle piller som skulle tage inflammationen og var igen i snor og ro. Det bliver han ved med at være indtil NM. De gang jeg har trænet ham siden, er han ikke blevet halt igen og pillerne var han færdig med for en uge siden. Ingen grund til at presse citronen for meget, så vi træner bittesmå detaljer. Rocket bjæffer ikke længere, når jeg roser ham og kan aflevere en hver ting uden at jeg skal kæmpe for at få den! Stillingsskift kan trænes, fællesøvelser, fri ved fod og lynet, fremadsendelser på korte afstand. Apportering og næseprøve ikke for ofte og indkald har jeg ikke turdet prøve endnu. Det må vi klare på rutinen!

Jeg glæder mig til NM sammen med mine søde holdkammerater. Nogle af os skal træne sammen næste weekend i det nordjyske, så det glæder jeg mig også til – det har snart været så længe siden.

Så overvejer jeg at afholde nogle kurser i løbet af vinteren – men ser om arbejdet har taget livet af mig inden!