Tre hårde men gode dage til NM i Herning efterfulgt af en dag på arbejde. Nej, man kan ikke have det hele! Tre dage sammen med andre i ikke vante omgivelser, giver altid anledning til nye tanker, men hvor starter jeg hen?

Der er egen præstation, hvordan Blitz klarede strabadserne, sammenhold på holdet, de øvrige hold, organiseringen og afviklingen af konkurrencen, hvad jeg synes om bedømmelserne eller hvad jeg synes om nogle af udstillingsfolkene for at nævne blot nogle mulige emner. Men som en der fornylig har nøj udvalgt sig en ny hvalp, fik jeg anledning til at tvivle mit valg denne weekend. Godt nok var der mange, der spurgte til den energisk spektakel der hængte i mine bukser og sko og godt nok fik jeg fornemmelse af, at de var positive omkring hende, men alligevel….

Det er ingen hemmelighed at sølv gik til en dansk ekvipage til deres alle første mesterskab. En umiddelbart forsigtig og stille ung tæve, der havde deres første sæson i eliteklassen i år. Føreren er meget fintfølende og støttende, har hele tiden haft overblikket og taget hensyn til hunden, så den aldrig er blevet presset ud, hvor den ikke kan bunde. Sammen med den grundige basistræning, er hunden blevet både glad, præcis og stabil. Så kigger jeg på os andre – mig inklusiv – og tænker om vi måske alligevel ikke har fået fat i den lange ende, når vi vælger hund.

Mange i dag vælger hund efter forældrenes egenskaber (hvilket til en hver tid, er mere kvalificeret end et valg efter hundens farve!) De håber/regner med de samme forældre egenskaber, vil være til at finde en hvalpen. Skal man have en hurtig agility hund, finder man nogle hurtige forældredyr. Jeg kender en opdrætter, der har rigtige gode og hurtige hunde, som er meget eftertragtet. Faktisk kommer de fra udstillingslinjer – endda linjer som er kendt for ikke at ville lave noget som helst og alligevel løber de som vinden. Jeg kender en handler, der har fået hunde forskellige steder fra. De er bygget vidt forskellige og skulle derfor have forskellige forudsætninger for at løbe optimalt, men de løber vildt godt alle sammen uanset ‘handicap’. Hvordan kan det være at disse folk trods alle oddsene altid formår at få fat i de gode hunde?

I modsat retning går de samme nykker ved folks hunde også igen og igen. Hvordan kan det være at nogen altid vælger en hund, som er umulig at lære at blive liggende ved startlinjen? Hvordan kan det være, at mine altid er mere glad for at løbe mod mig end de er for at løbe væk fra mig? Hvordan kan det være, at nogens hunde altid er overgearet, mens andres ligner en stor undskyldning? Uanset hvor vi får dem fra, går mange af disse ting igen og igen. Som opdrætter ved jeg, at et kuld kan falde meget forskelligt ud – nogle minder slet ikke om hverken mor eller far. Sølvhundens kuldsøster ville man aldrig gætte kom fra samme kuld. Så hvorfor vælger vi at tro, at vi kan sikre os det vi efterlyser ved at kigge på forældredyrene? Måske er det afgørende faktor at finde hos os selv.

Sølvhunden har ikke i min mening været den alle bedste ‘grundmateriale’. Der er et par af de øvrige hunde på holdet plus min egen, der tiltaler mig væsentligt mere – men det er ikke dem, der har klaret sig så gennemgående flot hele året.

Jeg har sagt det før, men siger det alligevel igen. Sølvhundeføreren er en inspiration til os alle. Hun har ikke det, vi andre efterlyser, så det bliver nemmere for os. Men med det hun har, formår hun med positive træningsmetoder, tålmodighed og overblik at skabe en vinderhund.