Det er gået en uge, blogs er opdaterede og den sædvanlige mængde ros er kørt frem og tilbage over de sociale medier. Foran os er en længere periode uden den store konkurrenceaktivitet, vintertræningsplaner er lagt, mange skal på kursus eller træne sammen, mens andre nok holder en lille pause. Den første uforpligtende weekend af mange, hvor jeg ikke skal pakke/tømme bilen, opstille/nedpakke teltet, køre endeløse mange kilometer eller høre på hunde/træningssnak. Jeg glæder mig altid lige så meget til sæsonslutningen som jeg glæder mig til den nyes start!

Vi kom på landsholdet – oprindelige som reserver, men pga. af en skadet hund, som tællende medlemmer. At være på landsholdet er et stort og ikke nødvendigvis opnåeligt mål for mange lydighedsudøvere. Jeg har været med siden starten af 90’erne med fire forskellige hunde – ikke uafbrudt, men når jeg har haft lyst til det. Indtil videre har det ikke været noget jeg måtte kæmpe forgæves for – faktisk er jeg slet ikke gået i kamp for en plads. Måske er det derfor, at jeg kunne mærke mindre engagement fra min side, end jeg fornemmede fra de øvrige deltagere. Jeg udnyttede ikke hel min træningstid på banen – og nervøs kom jeg ikke i nærheden af. Faktisk havde jeg en lidt dårlig smag i munden – som om jeg havde en skjult dagsorden eller var med under falske forudsætninger. Der var sikkert en anden derude, der havde påskønnet pladsen mere.

I modsætning til mange andre (formoder jeg), tilrettelægger jeg hverken min træning eller ideale billede efter dommernes ideale billeder. Når jeg møder op til et mesterskab, ved jeg, at jeg ikke kan score de hele høje point, fordi jeg arbejder mod et helt andet mål end det dommerne efterlyser. F.eks. bliver jeg straffet når Rocket læner sig på mit ben, så han ændrer min gang – også når han ikke gør. Det er fair nok, men det dommerne ikke spotter er, at han holder en konstant position, hvilket stort set ingen andre gør og alle vores vendinger foregår skarpt. Når der er varierende grader af ‘luft’ mellem hund og fører, holder hunden ikke sin position og når man laver sving i stedet for vinkler, er det ikke andet end ‘sloppy’. Nogle ser helst at hunden ikke kigger op på føreren, men kigger lige frem. Men en hund, der ikke holder øje med sin fører, kan ikke holde sin position, fordi den opdager for sent, når vi drejer mod højre. Væsentligt for mig er derfor opmærksomhed og korrekt position og ikke at hunden maser sig på en smule – og den opfattelse er ikke til salg for point!

Træningen af hund skal altid ses som en proces – Rockets egne proces og min proces, hvor Rocket blot er en led. Vi lærer noget nyt med hver hund vi træner og selvfølgelig kunne jeg mere, da jeg startede med ham, end jeg kunne med den foregående hund. Succes handler ikke om placeringer eller point, men derimod milepæle i egne processer.

Det var fedt at være med i Herning, fordi Rocket er fed indendørs. Vi fik ikke de høje point fra dommerne og havde også store kikser i fri ved fod, lynet, apportering og indkald. Alligevel var præstationen til at juble over – den samme begejstring som han har herhjemme og en strålende glad lydighedshund for alle at se. Bare fordi man går et rigid stramt program, behøver det ikke nødvendigvis se sådan ud!

Flere bemærkede min rolig optræden på banen – nogle ville endda gerne have lidt af det. Men jeg var i ro, fordi det ikke betød noget for mig om jeg var reserve eller ej, om det var NM, Årets Hund, en almindelig prøve eller en opvisning. Jeg kom for at vise noget af mit ideale billede frem i håbet om at påvirke andres. Jeg vinder højst sandsynligt aldrig noget stort mesterskab og jeg har ingen intention om at ændre mit formål med min hundetræning, men jeg håber de lader mig komme med igen en anden gang…. og så længe der ikke stilles krav om at være ‘hardcore’, kan jeg nok godt være med lidt endnu.